0

Skønneste tirsdag

Mandag var fugtig og tåget, men tirsdag er sol og blå himmel.

Limfjorden

Jeg arbejder hjemme og dagen startede med en tur til fjorden. Der var stille vand og solskin. Kulden niver let i kinderne, men det er skønt. Vi går langsomt, Monty bruger tid på at snuse til de hunde som var der tidligere. Vi hilser på en morgenløber.

Hjemme igen kommer der kaffe i koppen og pc’en tændes. Nu venter dagens arbejde, med kig til det skønneste vejr udenfor. Mulighed for at åbne døren og nyde at foråret så småt er her.

0

Madplan uge 13

Lørdag d. 22/3

Kylling a la Puttanesca
- en ny opskrift som skal prøves

Søndag d. 23/3

Røget ørred med spinat og pocheret æg
- nu skal jeg altså lære at lave pocheret æg 

Mandag d. 24/3

Pasta med kødboller i tomatsauce
– en rest fra fryseren
Jeg er ikke hjemme, så der er nem mad til drengene

Tirsdag d. 25/3

Rugbrødsmadder med forskelligt pålæg
– jeg tænker noget varmrøget laks fra fiskehandler, og blødkogte æg.
Jeg kommer sent hjem, så det skal være nemt.

Onsdag d. 26/3

Cottage Pie
– med låg af knoldselleri og porre, istedet for kartoffelmos
Kalorielet, da det er min fastedag. Måske laver jeg en udgave med den traditionelle kartoffelmos til drengene.

Torsdag d. 27/3

Grøntsagstærte med rødbede/æblesalat

Fredag d. 28/3

Rødbedesalat med selleri og måske en frikadelle eller en kotelet

- Det er fastedag, så jeg skal kun have salaten, men et eller andet kød er nok nødvendigt til mand og søn :-)

1

Lørdagsforberedelser

Det er tidligt lørdag morgen, og der er ingen faste planer for dagen.

Monty har været ude i haven og er forsvundet under dynerne igen. Manden er ikke oppe endnu og jeg tænker at han trænger til at sove lige indtil han vågner af sig selv.

Jeg har spist morgenmad og sidder lige så stille med kaffen, mens nyhederne kører i baggrunden. Jeg hører om det forsvundne fly og føler med alle de familiemedlemmer, som stadig ikke har fået vished for, hvad der er sket med deres kære.

Det er meget mystisk, hvad der er sket.  Jeg håber, at man snart finder noget, så vi alle kan få svar. 

0

Forårsfornemmelser

Der er forår i luften. Både ude og inde.

Morgen i marts

Herinde vil jeg puste lidt nyt liv i min blog. Den har ligget stille hele vinteren, hvor jeg har været i hi. Nogle ved at vinteren ikke er min favorittid. I år har jeg valgt at sætte flere ting på hold, og har koncentreret mig om ikke at falde i et hul.

Nu er jeg ved at være klar til at have flere bolde i luften, og noget af det første jeg vil i gang med er bloggen. En omgang kunstigt åndedræt og en genoplivning må til :-)

Jeg kan mærke, at ordene ikke sådan ligefrem står på spring. De skal lige finde vej til skærmen, jeg skal vænne mig til igen at dele. Men jeg håber, at det kommer lidt efter lidt, for jeg tror på, at jeg har brug for det.

0

Den bette sønnike

Bette sønnen lånte bilen i går. Vist nok fordi der skulle handles, men måske mere fordi det er lidt fedt at køre. Det er jo stadig ret nyt med det der kørekort.

Samtidig spurgte han også lige, sådan lidt henkastet, om han ikke også kunne låne den til Århus senere på aftenen, altså bilen. De ville gerne til koncert dernede. Ham og kammeraterne. Det blev så et nej, men okay til at låne den til handlen.

18 år og nybegynder med kørekort. Koncert i Århus og hjem igen engang i nat – faren var ikke i tvivl. I må tage toget :-)

Det er okay med mig, så sover jeg nok også bedre i nat.

Senere kom han hjem, meget ked af det og med en bule i skærmen efter et lille sammenstød.

0

Det Sørme, det sandt, december

Mos og kogler

Lige om lidt er det 1. december og 1. søndag i advent.

Jeg har besluttet, at i år vil jeg ikke stresse over juleforberedelser. Det vigtigste er, at vi hygger os med hinanden og med forberedelserne.

På søndag har jeg en aftale med datteren. Vi skal lave dekorationer og så skal der pyntes lidt op herhjemme. Ikke før 1. december og ikke meget. Slet ikke som da børnene var små.

Jeg planlægger og skriver lister.

Jeg mangler stadig lys til adventskalender og dekorationer. Gran og kogler har vi været i skoven efter, men vi fandt ikke alt det vi gerne ville. Så måske skal vi en lille tur i skoven igen.

Er der nogen der ved hvor vi kan finde nogle flotte store kogler?

 

 

0

Mens jeg venter

Tempelblomst

Strikker jeg på tempelblomst. Jeg er næsten færdig, men de sidste omgange trækker tænder ud. De er så lange og min tålmodighed sættes på prøve. Men jeg glæder mig sådan til den kan tages i brug.

Jeg strikker i Blackhill Højlandsuld og Alpaca fra Garnudsalg, i farven Gollum. Den bliver så fed :-)

0

Tirsdag er fridag og valgdag

Valgkort

Her i huset er vi altid gået meget op i politik. Vi kommer begge fra meget politiske familier.

Min far var et meget politisk menneske, selvom han aldrig var medlem af et politisk parti. Han havde altid en mening om alting og det var altid den rigtige :-) I mit barndomshjem blev der diskuteret meget og jeg synes, at det var udviklende og lærerigt.

Jeg er opvokset med at, man er medlem af sin fagforening. Det er fagforeningerne, der har været med til at sikre vilkårene for arbejderne og med til at sikre opbygningen af velfærdssamfundet, og det fælleskab er man med i.

På samme måde har jeg altid lært at, det er en pligt at stemme til valgene. I Danmark har vi tilkæmpet os en ret, som ikke alle mennesker i verden har, og det forpligter.

Værdier som jeg faktisk er ret stolt af have med i bagagen, og som jeg forsøger at give videre til mine egne børn. Og det er vist egentlig gået ret godt. De er ikke politisk aktive, som vi var i vores ungdom, men de er interesserede og vi snakker meget om holdninger og hvad de forskellige partier står for herhjemme. De kender vores holdninger, men ved også, at det er vigtigt at finde deres eget ståsted.

Det er første gang sønnen skal stemme, og vi har aftalt at følges derhen senere, når han har fri. Manden har allerede stemt, da der var mulighed for at stemme på skolen.

0

Onsdag er fridag

Jeg står sent op – omtrent på samme tid som solen. Og efter en hurtig kop kaffe, får Monty snoren på og vi går tur ned til søen.

Det er den skønneste efterårsmorgen her hos os. Solen står højt på den smukkeste blå himmel og senere skal der plukkes æbler. Det er det bedste æbleår hos os i mange år. Der er allerede plukket en masse Aroma æbler, men der er stadig mange tilbage.

Aebletrae

 

0

Og bjergene gav genlyd

Det er længe siden, at jeg har læst en bog. Så fik jeg fat i Khaled Hosseini’s bog ‘Og bjergene gav genlyd’. Den blev læst på to dage, jeg er fuldstændig vild med denne forfatter. hosseini

Det er den tredje bog fra Khaled Hosseini, først ‘Drageløberen’ fra 2004, ‘Under en strålende sol’  fra 2007 og nu denne. Og jeg blev ikke skuffet. Han skriver helt fantastisk, medrivende og billeddannende. Kærligt og medfølende og altid med udgangspunkt i hans fødeland Afghanistan.

Bogen starter med en historie om en div, som kom til en fattig landsby i Afghanistan. En div er et kæmpestort jætteagtigt væsen, som kaster sine lange skygger og får jorden til at ryste med sine fodtrin. Den har krumme horn i panden, men det værste er, at den kræver et barn af hver landsby, den besøger. Barnet tager den med sig bort, og man ser det aldrig mere. Her tager den selvfølgelig det barn, som faderen i al hemmelig holder allermest af. Den stakkels far bliver vanvittig og drager efter lang tid ud for at finde sin lille søn. Efter mange lidelser og strabadser, finder han ham og diven siger, at han må tage drengen med hjem, men gør faderen så det?

Herefter holder Hosseini sig til en faktuel verden, uden overnaturlige væsner, men han bevæger sig fra Afghanistan til Paris og Californien, og handlingen spænder over 50 år, hvor man stifter bekendtskab med mange mennesker. Indimellem for mange, men det hele hænger sammen, selvom nogle af de mange mennesker kun strejfer hinanden.

Den handler om søskendekærlighed og blodets bånd. Drengen Abdullah har passet og plejet sin lillesøster Pari, siden moderen døde ved hendes fødsel. Deres liv er hårdt, men ikke ubærligt og faderen gifter sig igen. Abdullah elsker sin søster, og hans liv ødelægges, da Pari en dag sælges til et rigt, barnløst par. Det er onklen, som formidler “bortgivningen” af egoistiske grunde. Senere kommer vi alligevel til at holde af denne onkel, for han udvikler sig til at blive en god mand.

De to børns liv udvikler sig herefter i hver sin retning, præget af krigen i deres land. Abdullah husker sin søster og mangler hende altid i sit liv, og Pari som ikke husker sit tidligere liv, men alligevel altid føler, at der mangler noget. Kort efter at Pari er gået på pension, ringer telefonen, og en mand fra Kabul fortæller hende, at hun har arvet et hus, og at der er efterladt et brev til hende. Brevet fortæller Pari om hendes biologiske familie i Afghanistan.

Det er en bog som man glæder sig til at fortsætte, lige indtil den er forbi.