Maria Hellebergs forfatterskab

Jeg er vild med Maria Helleberg.

Hun er en meget produktiv forfatter, med mere end 80 udgivelser. Heraf tager omkring 30 udgangspunkt i historiske emner, og er tilsat fantasi og hjerte. Jeg elsker hendes skrivemåde.

Med mit historieinteresserede hjerte, er jeg især vild med hendes romaner som omhandler hoffet.

Senest har jeg læst “Mathilde, magt og maske”, og den blev slugt over ganske få dage. Jeg lå syg med influenza, og efter et par dage kunne jeg simpelthen ikke sove mere. Heldigvis har vi eReolen, så jeg kunne vælge og vrage uden at skulle ned på biblioteket.

“Mathilde, magt og maske” handler om Prinsesse Caroline Mathilde som kom fra England til Danmark som 15 årig. Til et hof, hvor etikette kommer først, og ægtemanden – kongen – ikke er helt normal. Det kan ikke have været nemt for en ung kvinde, men hun omsider finder hun kærlighed og fortrolighed hos Kongens livlæge. Sammen med ham skaber hun sin egen virkelighed , og planlægger en bedre fremtid, både for dem selv og for Danmark. Desværre er hun, fordi hun lever i sin egen verden, ikke opmærksom den den virklige virkelighed, og der er kræfter ved hoffet som vil dem ondt.

Det er kærlighedshistorien om Caroline Mathilde og Struensee, som er fortalt mange gange før, men Maria Helleberg gør det bare bedst, hvis du spørger mig.

 ”Man skulle ikke give sig tilfreds med det ene liv, som var udpeget allerede før fødslen. Så trist og uspændende. I fremtiden, som måtte komme, og ligne deres forhåbninger, ville folk være født frie og selv kunne vælge sted og skæbne. Måske endda ægtefælle.”

”Mathilde, magt og maske”, s. 110.

Og bjergene gav genlyd

Det er længe siden, at jeg har læst en bog. Så fik jeg fat i Khaled Hosseini’s bog ‘Og bjergene gav genlyd’. Den blev læst på to dage, jeg er fuldstændig vild med denne forfatter.

Det er den tredje bog fra Khaled Hosseini, først ‘Drageløberen’ fra 2004, ‘Under en strålende sol’  fra 2007 og nu denne. Og jeg blev ikke skuffet. Han skriver helt fantastisk, medrivende og billeddannende. Kærligt og medfølende og altid med udgangspunkt i hans fødeland Afghanistan.

Bogen starter med en historie om en div, som kom til en fattig landsby i Afghanistan. En div er et kæmpestort jætteagtigt væsen, som kaster sine lange skygger og får jorden til at ryste med sine fodtrin. Den har krumme horn i panden, men det værste er, at den kræver et barn af hver landsby, den besøger. Barnet tager den med sig bort, og man ser det aldrig mere. Her tager den selvfølgelig det barn, som faderen i al hemmelig holder allermest af. Den stakkels far bliver vanvittig og drager efter lang tid ud for at finde sin lille søn. Efter mange lidelser og strabadser, finder han ham og diven siger, at han må tage drengen med hjem, men gør faderen så det?

Herefter holder Hosseini sig til en faktuel verden, uden overnaturlige væsner, men han bevæger sig fra Afghanistan til Paris og Californien, og handlingen spænder over 50 år, hvor man stifter bekendtskab med mange mennesker. Indimellem for mange, men det hele hænger sammen, selvom nogle af de mange mennesker kun strejfer hinanden.

Den handler om søskendekærlighed og blodets bånd. Drengen Abdullah har passet og plejet sin lillesøster Pari, siden moderen døde ved hendes fødsel. Deres liv er hårdt, men ikke ubærligt og faderen gifter sig igen. Abdullah elsker sin søster, og hans liv ødelægges, da Pari en dag sælges til et rigt, barnløst par. Det er onklen, som formidler “bortgivningen” af egoistiske grunde. Senere kommer vi alligevel til at holde af denne onkel, for han udvikler sig til at blive en god mand.

De to børns liv udvikler sig herefter i hver sin retning, præget af krigen i deres land. Abdullah husker sin søster og mangler hende altid i sit liv, og Pari som ikke husker sit tidligere liv, men alligevel altid føler, at der mangler noget. Kort efter at Pari er gået på pension, ringer telefonen, og en mand fra Kabul fortæller hende, at hun har arvet et hus, og at der er efterladt et brev til hende. Brevet fortæller Pari om hendes biologiske familie i Afghanistan.

Det er en bog som man glæder sig til at fortsætte, lige indtil den er forbi.

Den sidste Sura af Zoë Ferraris

Kort tid inden sit bryllup forsvinder den unge kvinde Nouf. Umiddelbart ser det ud til. at hun har taget sin yndlingskamel med op i ladet på en lastbil og er draget ud i den saudiarabiske ørken, måske for at stikke af.

Familien beder ørkenguiden Nayir om hjælp, men desværre lykkes det ham ikke at finde Nouf i live. I stedet må han overbringe familien den triste besked om at hendes død. Den efterfølgende obduktion viser at Nouf var gravid, hvilket naturligvis er nærmest utænkeligt i det stærkt religiøse saudiske samfund.

Selvom familien ønsker at lægge låg på sagen, beder Noufs adoptivbror Othman, sin bedste ven Nayir om at undersøge dødsfaldet. Nayir indvilliger, men efterfølgende opstår der mange problemer. Særligt fordi han bliver nødt til at samarbejde med Katya, som er retsmediciner. Derudover er hun kvinde og Othmans forlovede. Nayir er rettroende muslim, og alene det at tale med en kvinde er særdeles problematisk.

Nayir er forældreløs og er opvokset hos sin ugifte onkel, hvilket gør det næsten umuligt at møde en ung kvinde. Han er gammeldags og meget rettroende, omend han ikke som sin nabo, må vende om for at foretage en ny rituel afvaskning, hvis han på sin vej til moskeen møder en kvinde. Nayir er sympatisk og man forstår næsten hans kvaler, når han møder kvinder, som ikke er totalt tilslørede.

Den sidste sura er en kriminalroman som foregår i Saudi-Arabien. I spændingfeltet mellem religiøse foreskrifter, traditioner og det moderne samfund, mellem mænd og kvinder, mellem rig og fattig, og mellem saudiarabere og udlændinge må Katya og Nair bevæge sig meget forsigtig, hvis det skal lykkes dem at opklare sagen.

En god kriminalroman, som er så meget mere – nemlig en samfundsbeskrivelse af et samfund, som jeg i hvert fald ikke kender noget til. Det er ikke ofte, man læser bøger som foregår i de stærkt religiøse lande, som f. eks. Saudi-Arabien. Jeg er naturligvis let at narre, men jeg tror på Zoe Ferraris beskrivelser af det saudiske samfund, de riges boliver og biler, jetski, kameler, de hyppie bønner og de fysisk og intellektuelt tilslørede kvinder.

Havets Katedral som lydbog

Jeg er i gang med en ny lydbog. Jeg vil prøve, at høre flere lydbøger i år. Det er helt klart en anden måde at “læse” bøger på, og jeg skal vænne mig til det. Det er fedt, fordi man kan lave andre ting på samme tid, som f.eks. at strikke, men det er ikke helt den samme oplevelse som at sidde med bogen i hænderne.

I øjeblikket er jeg i gang med “Havets Katedral” af Ildefonso Falcones

 

Jeg har lånt den på netlydbog.dk.

Se mere om bogen her.

Selv stilhed hører op af Ingrid Betancourt

Jeg har læst Ingrid Betancourts bog, som handler om de seks år hun blev holdt som gidsel af FARC. Den revolutionære væbnede oprørsgruppe i Colombia, som man ofte hører om i pressen. Især fordi de ofte tager gidsler, som de nogle gange holder fanget i mange år.

Bogen handler om hvordan man bevarer sig selv, når alt andet tages fra en og når man konstant udsættes for et enormt pres. Hvordan man undgår at blive vanvittig af frygt og dødsangst. Og hvordan man vender tortur og undertrykkelse, til glæde ved livet og til indsigt i sig selv og andre.

En fantastisk bog, som jeg vil anbefale til alle.

Bavian af Naja Marie Aidt

Jeg har læst en novellesamling 🙂 , hvilket var februar måneds udfordring her. Det er slet ikke noget, jeg plejer at læse og jeg skulle også lige vænne mig til de korte historier. I begyndelsen følte jeg slet ikke, at jeg fik nok at vide. Men jeg vænnede mig til det.

Egentlig gjorde jeg mig ikke de helt store overvejelser inden, jeg begyndte på Bavian. På biblioteket havde jeg surfet lidt rundt på hylderne, og der blev taget et bredt udvalg med hjem. Jeg valgte så at læse Bavian, men de andre er da ikke afleveret endnu, så jeg vil da ikke afvise, at der bliver læst flere novellesamlinger herhjemme.

Bavian er en samling af historier om helt almindelige hverdagssituationer i helt almindelige menneskers liv. Novellerne behandler temaer som lyst, utroskab, vold mod børn og flirten med homoseksualitet. Fælles for historierne er, at de udstiller nogle af de grimmeste sider af menneskets natur. Naja Marie Aidt fremstiller situationerne så direkte og provokerende, at man bliver tvunget til at indse, at der er noget galt med vores samfund og dermed lægger hun vel op til en debat af, hvordan vi ønsker at vores samfund udvikler sig.

Persongalleriet i Bavian er meget fascinerende, man bliver præsenteret for mange forskellige typer. Man oplever tanker, følelser og værdier, som er meget anderledes end ens egne, og som man ikke umiddelbart kan forstå. Efter min mening er det altid sundt at forholde sig til andre mennesker, og opleve at deres liv kan være helt anderledes end ens eget.

Jeg har ikke læst noveller siden skoletiden, men jeg tror, at jeg skal dyrke det noget mere. For det første er hver enkelt historie hurtigt læst, men jeg synes egentlig også at det er overraskende, hvor dybt man rent faktisk kan komme på så lidt plads.

I denne søde sommertid af Mari Jungstedt

Jeg har læst femte bind i Mari Jungstedts Gotland-serie. Det er en let læst krimi, som ikke byder på den helt store læseoplevelse. Plottet er ret forudsigeligt, og en anelse kedeligt.

En familiefar bliver myrdet, mens han er på campingferie med sin familie. Ofret er en 40 år gammel tømrer og familiefar. En tilsyneladende sympatisk mand med et velfungerende ægteskab og styr på tilværelsen, omend der anes nogle dæmoner i hans fortid.

Mordvåbnet er en gammel russisk pistol forvirrer kriminalinspektør Anders Knutas og hans team af lokale betjente. Umiddelbart peger sporene i retning af tømrerens brug af sort arbejdskraft. Også måden hvorpå han er skudt, nemlig først et dræbende skud i panden, og derefter adskillige skud i maven forvirrer.

Undersøgelser af hans økonomi bestyrker mistanken, men også transporterne af kul fra Rusland og handlen med vodka på havnen, er i søgelyset.

Senere sker endnu et mord og man begynder nu at efterforske forbindelsen mellem de to mænd.

En parallelhistorie fra midten af 1980’erne om en tysk families sommerferie på Gotska Sandön to timers sejlads fra Gotland viser sig imidlertid langt mere interessant for efterforskningen.

Man får ret hurtigt færten af plottet, hvilket må siges at være dræbende for en krimi. For lidt spænding, for lidt mordsnak og lidt for meget psykologisk parforholdsproblemer. Jeg giver et plus for Jungstedts stedskildringer, som er med til at give mig lyst til et sommerbesøg på Gotland.

Coq Rouge – Jan Guillou

Så er jeg færdig med januars udfordring fra Bogklubben-mener. I januar var udfordringen at læse en krimi fra før år 2000.

Jeg valgte, at læse den første bog i Jan Guillous serie om den svenske spion Carl Hamilton. Jeg har ikke tidligere læst nogle af bøgerne i denne serie, men har hørt flere gode anmeldelser.

En chef i det svenske sikkerhedspoliti bliver myrdet i sin bil. Der er ikke noget spor af gerningsmanden, som tilsyneladende blev inviteret ind i bilen af den nu hedengangne sikkerhedschef. Sikkerhedspolitiet er i oprør, og jagten går ind. Carl Hamilton bliver manipuleret ind i efterforskningen, af den ene mand, der ved, hvad han egentlig er. En veluddannet dræbermaskine. Sagt uden ironi. Og man sidder med et grumt smil om munden, mens man hører politimændene på sagen være modvillige over for Hamilton, fordi de antager, at han ikke er andet end en skoledreng. “Coq Rouge” er spændende, rystende og Carl Hamilton er Mr. Cool himself. Næste gang du finder det lidt kedeligt at være indbygger i et nordisk land, så ved du, at det kun er fordi, du ikke får lov til at se andet end overfladen.

* udgivet på svensk i 1986
* oversat til dansk i 1987 af Jan Mølgaard
* 431 sider
* læst i januar 2011

Kamillete og uld

I dag er det ingredienserne i min dag. Jeg har så ondt i halsen, at der vist ikke kommer fast føde derned i dag. Kamillete og et uldent tørklæde om halsen og så under dynen igen, det  kommer min dag vist til at bestå af. 

Familien er sendt afsted og jeg vil finde den varme dyne igen. Heldigvis ligger der en bog på mit natbord, som jeg lige skal læse slutningen på.

En bogudfordring

Jeg deltager i en bogudfordring hos bogklubben-mener.

Bogklubben-mener er fire veninder, som sammen har en blog om bøger. De har lavet en udfordríng, som går ud på at læse 12 bøger indenfor 12 forskellige genrer.

Jeg tror at de fleste af os, der læser mange bøger, ofte holder os indenfor nogle favorit genrer.

Jeg læser ihvertfald sjældent biografier, stort set aldrig novellesamlinger, men til gengæld læser jeg rigtig mange krimier. Med denne udfordring, hvor jeg kommer til at bevæge mig lidt derud, hvor jeg sjældent kommer, rent læsemæssigt ihvertfald.

Hvis du vil læse mere om udfordringen, er der et link her