Det er længe siden, at jeg har læst en bog. Så fik jeg fat i Khaled Hosseini’s bog ‘Og bjergene gav genlyd’. Den blev læst på to dage, jeg er fuldstændig vild med denne forfatter. hosseini

Det er den tredje bog fra Khaled Hosseini, først ‘Drageløberen’ fra 2004, ‘Under en strålende sol’  fra 2007 og nu denne. Og jeg blev ikke skuffet. Han skriver helt fantastisk, medrivende og billeddannende. Kærligt og medfølende og altid med udgangspunkt i hans fødeland Afghanistan.

Bogen starter med en historie om en div, som kom til en fattig landsby i Afghanistan. En div er et kæmpestort jætteagtigt væsen, som kaster sine lange skygger og får jorden til at ryste med sine fodtrin. Den har krumme horn i panden, men det værste er, at den kræver et barn af hver landsby, den besøger. Barnet tager den med sig bort, og man ser det aldrig mere. Her tager den selvfølgelig det barn, som faderen i al hemmelig holder allermest af. Den stakkels far bliver vanvittig og drager efter lang tid ud for at finde sin lille søn. Efter mange lidelser og strabadser, finder han ham og diven siger, at han må tage drengen med hjem, men gør faderen så det?

Herefter holder Hosseini sig til en faktuel verden, uden overnaturlige væsner, men han bevæger sig fra Afghanistan til Paris og Californien, og handlingen spænder over 50 år, hvor man stifter bekendtskab med mange mennesker. Indimellem for mange, men det hele hænger sammen, selvom nogle af de mange mennesker kun strejfer hinanden.

Den handler om søskendekærlighed og blodets bånd. Drengen Abdullah har passet og plejet sin lillesøster Pari, siden moderen døde ved hendes fødsel. Deres liv er hårdt, men ikke ubærligt og faderen gifter sig igen. Abdullah elsker sin søster, og hans liv ødelægges, da Pari en dag sælges til et rigt, barnløst par. Det er onklen, som formidler “bortgivningen” af egoistiske grunde. Senere kommer vi alligevel til at holde af denne onkel, for han udvikler sig til at blive en god mand.

De to børns liv udvikler sig herefter i hver sin retning, præget af krigen i deres land. Abdullah husker sin søster og mangler hende altid i sit liv, og Pari som ikke husker sit tidligere liv, men alligevel altid føler, at der mangler noget. Kort efter at Pari er gået på pension, ringer telefonen, og en mand fra Kabul fortæller hende, at hun har arvet et hus, og at der er efterladt et brev til hende. Brevet fortæller Pari om hendes biologiske familie i Afghanistan.

Det er en bog som man glæder sig til at fortsætte, lige indtil den er forbi.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s