Så har vi ikke børn boende hjemme mere …
Det er lidt underligt, men også helt som det skal være. Min yngste er flyttet hjemmefra, og vi bor alene for os selv for første gang i 25 år.
Han og kammeraten var her og hente seng og de sidste ting fredag. Værelset er næsten tomt, kun lidt ting på skrivebordet er ikke flyttet med.
Vi har en gæsteseng, og den blev allerede brugt samme nat. Det var alligevel lettere at overnatte her, når han skulle med karnevalsoptoget fra Vestbyen lørdag 🙂
Men nu er han væk – og selvom vi har haft tid til at vænne os til det, er det alligevel lidt vemodigt.
Han er jo i lære som tømrer og har i flere uger arbejdet udenbys, hvor han har været hjemmefra fire dage om ugen. Men tanken om, at nu kommer han ikke bare hjem og overnatter igen, er alligevel så ultimativt.
Sådan var det også da Julie flyttede, moren skal lige vænne sig. Men det er okay. Det er helt som det skal være. De unge skal ud og prøve sig af, bo for sig selv, lære at være rigtig voksne, og vi skal støtte og hjælpe når de har behov for det.