En flok unge unge rødder varmer op til en aften i byen ved at se såkaldt Faces of Death-film, hvor et offer bliver banket ihjel, mens voldsforbryderne filmer overfaldet. Senere samme aften trænger drengene ind til en klassefest, som den 12-årige Signe holder for at fejre sin fødselsdag. Da de begynder at banke moren, løber Signe afsted for at hente hjælp.

Midt i afhøringen af enken efter en ung mand med rockerrelationer, bliver kriminalassistent Louise Rick ringet op af sin plejesøn, Jonas, som er med til festen hos veninden. Da Louise når frem, er der sket en tragisk ulykke. Signe er løbet ud foran en bil, og senere samme nat dør hun af sine kvæstelser.

For Signes mor forsvinder meningen med livet, da hun mister sit eneste barn. Men er hun ikke bare opfyldt af sorg, men også af ønsket om hævn? En mordbrand giver sagen højeste prioritet hos politiet, sporene fører i flere retninger, men efter et uventet tip fra veninden Camilla Lind forstår Louise, at ikke alle fortæller hele sandheden.

Endnu en god krimi fra Sara Blædel. Den femte i serien om politiassistent Louise Rick handler om hævn og had, om økonomisk kriminalitet og om en nøje planlagt mordbrand.

De forskellige spor, der er lagt ud i romanen, antyder en større sammenhæng og en mere vidtrækkende historie end den, der til sidst bliver leveret. Selve krimidelen af romanen virker derfor mærkelig uforløst. For eksempel bliver der aldrig for alvor samlet op på den Faces of Death-film som drengene ser i starten, og det får den voldsomme intro til at ligne ren chokeffekt og spiller kun en birolle i opklaringsarbejdet.

Blædels virkelige styrke ligger til gengæld i personbeskrivelserne. Hendes portræt af den sørgende moder er troværdigt og fungerer godt. Det samme gælder for hovedpersonen Louise, der igennem de nu fem krimier i serien, er blevet en mere og mere interessant person. Louise har taget Jonas på 12 år til sig som plejesøn, efter hans far blev dræbt i forrige roman ALDRIG MERE FRI. Det giver unægtelig Louise et mere interessant privatliv end i de tidligere romaner, hvor singleliv og venskabet til journalisten Camilla har fyldt meget. I det hele taget må man sige, at Blædel bliver bedre for hver bog, hendes karakterer vokser, plottet er mere interessant, og der er knapt så meget tomgang som tidligere, selvom der stadig er meget dobbeltkonfekt og oplysninger der gentages i en uendelighed.

Blædels fokus er i femikrimiens ånd mere på privatliv og moralske dilemmaer, end på hårdkogt kriminalitet. Det er der som sådan ikke noget galt med, tværtimod og især ikke når det er her, forfatteren er bedst. Men jeg savner mere plot, mere spænding og mindre venstrehånds opklaringsarbejde. Der står trods alt krimi på forsiden.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s