Jeg er endelig færdig med Arseniktårnet. Jeg læste den til ende, selvom jeg egentlig ikke bryder mig om den. Handlingen springer i tid, og den fortælles fra forskellige personers synsvinkel. Det fungerer fint i mange andre bøger, men her synes jeg ikke, at det hænger ordentlig sammen.

Arseniktårnet
Alligevel er jeg glad for, at jeg læste den færdig, for det er den sidste del af bogen, der er bedst. 

Historien starter, da den tidligere revystjerne Malie dør. Barnebarnet Thereses undrer sig over, at hendes mor Ruby og hendes onkel Ib jubler over deres mors død, mens hun selv mindes sin kærlighed til mormoren. Det er historien om de tre kvinders historie i det tyvende århundrede. Fra unge, håbefulde kvinder til ofre for kvindeundertrykkelse i begyndelsen af århundredet, fra fascination til afsky for nazismen, fra fosterfordrivelse til pinefulde fødsler, ja der mangler bestemt ikke saftige historier.

Under de enkelte personers afsnit i bogen, forstår man, hvorfor og især hvordan de enkelte skæbner er blevet formet på godt og især ondt. Egentlig er mormoren Malie en ret usympatisk person, men da man sidst i bogen får hendes historie og læser, hvad der har gjort hende til den kvinde hun er, får man alligevel sympati med hende.

Arseniktårnet er skrevet før Anne B. Ragdes Berlinerpoppel-trilogi, som jeg helt sikkert synes bedre om.

 

 

Reklamer

En mening om “Arseniktårnet af Anne B. Ragde

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s