Det var en smuk eftermiddag igår, da vi ankom til kirkegården. Kirkegårdens mand stod og ventede ved fars grav. Han var klar med urne,  spade og rive, og der var gravet et hul. Vi var der allesammen, det var klart og det var nu. Min bror fik lov til at sænke urnen ned i jorden, og det var som det skulle være.

Det var, som om jeg slet ikke kunne holde til mere. Men naturligvis kunne jeg det. Man kan det, man skal, og nogle gange kan man være stærk for andre. Man henter ressourcer, som man ikke ved er der. Og indimellem kan man slet ikke holde til mere, men græder over ingenting. Vi er der for hinanden, sorgen tager tid, og det er godt. Vi skal nok komme igennem.

Stenen var blevet fin, helt som vi ønskede, at den skulle være, en natursten som er lidt grov i strukturen.

At se fars navn på gravstenen er barskt, og sorgen over at han ikke er her mere er næsten ubærlig. Men en skønne dag lærer vi at leve med det, og vi ved at det vil blive lettere, selvom vi altid vil mangle ham imellem os.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s