Havehuset

Shetland Triangle

 

Så er mit Shetland Triangle færdigt, det er vasket og blokket og klart til svigermor. Det er blevet superflot efter at det er blokket, og mønsteret rigtig kan ses.

Shetland Triangle

Egentlig havde jeg strikket et andet sjal til hende i fødselsdagsgave, men i sidste øjeblik kom jeg i tvivl om det var den rigtige farve til hende. Jeg gik der for i gang med et Shetland Triangle i  som jeg desværre ikke nåede at blive færdig med til hendes fødselsdag. Hun fik lov til at vælge hvilket hun helst ville have. Shetland Triangle var strikket i en farve som passede flot til hendes nye frakke, så der var ikke så meget at tænke over.

Det er strikket i Supersoft fra Holst garn, i farven Damask, på pinde 5 i mine uundværlige KnitPicks. Opskriften er fundet på Ravelry.

 

 

mandag 9. november 2009 | 15:00 | Skrevet af Helle | Strik og hækling | | 1 Kommentar

Strik en hue og red et barn

 

Jeg har også strikket huer til Red Barnets kampagne – Strik en hue og red et barn. Datteren var med ude og købe bomuldsgarn, og hun bestemte hvilke farver det skulle være. Stærke farver til små mørke babyer i Afrika, var det flotteste. Nu er de første 5 huer færdige, og måske kommer der et par stykker mere, inden de bliver sendt afsted.

En god kampagne, som forhåbentlig kan hjælpe :-)

 

Babyhuer

lørdag 17. oktober 2009 | 16:19 | Skrevet af Helle | Strik og hækling | | Endnu ingen kommentarer

Helt nødvendige indkøb

 

Idag fik jeg lokket manden omkring Vejgård Torv på vej hjem fra arbejde. Han synes vist ikke, at jeg ligefrem mangler garn, men han blev overtalt med gode argumenter :-)

 

Garnindkøb

 

Der er sort strømpegarn, som skal bruges til en hue til sønnen, og lyst gråt som sammen med Supersoft fra Holst Garn, skal blive til en trøje til mig selv. Og så er der lige nogle nøgler flerfarvet blandingsgarn til et par Baktusser.

 

Og så faldt jeg lige over denne her …

 

Glover

 

en Glover hæklenål.

Nu har jeg hørt så meget godt om denne hæklenål, og så viser det sig sørme, at de sælger dem i min lokale garnbutik. Nu skal den da prøves, og så må vi jo se, om jeg også synes så godt om den som de fleste andre i blogland.

onsdag 7. oktober 2009 | 18:49 | Skrevet af Helle | Strik og hækling | | 2 Kommentarer

Swallowtail Lace Shawl

Det er lang tid siden, at der har været noget strik her på bloggen. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke får lavet noget, men tiden til at skrive om det her, smutter hele tiden fra mig.  Lige nu er der stille i huset og jeg lister rundt for ikke at vække dem der sover.

Så kan jeg snige mig til computeren med morgenkaffen. Nu er der surfet lidt rundt hos alle jer andre, så nu føler jeg, at jeg også må bidrage lidt.

For et par uger siden blev jeg færdig med Evelyn Clark’s Swallowtail Lace Shawl, og siden har det ligget i kurven. Det er strikket i Merino Silk fra Hjertegarn, og det er blødt og lækkert. Nu er det vasket og spændt ud, og det er et flot mønster. Jeg kan vældig godt lide at strikke lace, og det er altid spændende at se det, når det ligger og er spændt helt ud. Egentlig er det strikket for at blive givet som en fødselsdagsgave, men jeg er i tvivl om, det er den rigtige farve til hende det er tiltænkt.

 

Swallowtail Lace Shawl 2

 

Jeg har brugt 3½ nøgle Merino Silk, og jeg har strikket på pind 4. Jeg har strikket et par rapporter eller 3 mere end i opskriften, da jeg ellers syntes at det blev for småt.

søndag 20. september 2009 | 10:25 | Skrevet af Helle | Strik og hækling | | 4 Kommentarer

Udfordringer med Viften

 

Jeg er gået i gang med Viften, selvom jeg ved fra tidligere, at Marianne Isagers opskrifter ikke altid er lige til at gå til.

Det går derudaf med forstykkerne, og jeg er vild med Marianne Isagers kreativitet. Genialt tænkt at lave et design, udtænkt som en vifte og kombinere det med raglan.

Eneste problem jeg er stødt på indtil nu i opskriften, er forklaringen på kantmaskerne, som ikke bliver ens hvis man følger forklaringen i opskriften. Jeg fik det ikke rettet i forstykkerne, men på ryggen har jeg taget højde for det.

Viften1

Færdig med forstykkerne og i gang med ryggen. Målene blev tjekket, og så viser det sig at ryggen er for lille. Den blev pillet op, og der blev regnet og slået op igen med ekstra masker for at få det til passe. Der blev strikket og samtidig blev der tænkt efter og tænkt efter en gang til.  Pludselig slog det mig, at en del af forstykkerne faktisk hører med til ryggen, og skal måles sammen med rygstykket (se pilen).  Måle efter en gang til og bingo, det passer på en prik. Så nu kan jeg pille op og starte forfra en gang til.

 

Viften2

lørdag 15. august 2009 | 16:59 | Skrevet af Helle | Strik og hækling | | 2 Kommentarer

Gamle modeller …

kan vel være gode nok.

Jeg har været i gang med at strikke et par sommertoppe. En Drops model fra forrige år og en model, som jeg ikke husker hvor er fra :-) . En kopi fra en bog der har været hjemlånt fra biblioteket.

Der skulle sommer på pindene og der var garn på lageret som jeg kunne bruge. 

Denne røg af pindene i sidste uge og er allerede taget i brug …

 

 Lyslilla sommerbluse

 

Den er strikket i Silky Bamboo fra Hjertegarn, som er 70% bambus og  30% bomuld. Det er en noget tykkere garn end modellen oprindeligt er strikket i. Jeg synes den er blevet ok, men jeg tror faktisk, at mønsteret ville være endnu flottere i en tyndere garn.

lørdag 13. juni 2009 | 09:49 | Skrevet af Helle | Strik og hækling | | 5 Kommentarer

Sommerbluse

Nu skal der sommerbluser på pindene, og jeg har fundet nogle søde opskrifter på Drops Design. Lige nu er jeg igang med denne her. Meningen var at strikke den i bomuld, men jeg fandt garn på hylden, som er super blødt og lækkert.

 

Egentlig troede jeg først, at det var bomuld, men det har vist sig at være 70% uld og 30% viscose. Det er en lækker chokoladebrun farve, og den er valgt fordi den skal passe til nogle nederdele, som jeg helt sikkert kommer til at bruge her i sommer.

 

merino

 

Jeg var faktisk tilmeldt 12 projekter på Ravelry, men jeg har haft problemer med Ravelry på det sidste, så jeg har helt droppet at skrive derinde lige nu :(

mandag 27. april 2009 | 12:30 | Skrevet af Helle | Strik og hækling | | 1 Kommentar

Spredt fægtning

Jeg er simpelthen så god til at sprede mig over flere ting på een gang. Det gælder mange områder, men især omkring mit håndarbejde. Jeg elsker, når jeg kan skifte mellem forskellige ting, alt efter hvad jeg lige har lyst til. Mine projekter driver indimellem min kære husbond til vanvid. Han synes, der ligger garn og strikketøj overalt. Så nu har han købt endnu en kurv, jeg kan bruge til at få det lidt af vejen. Snart er der vist ikke plads til flere kurve :-)

 

tc3b8ffelcape

 

Jeg er lige blevet færdig med Tøffelcape, eller Stille Harmoni som den hedder i Hendes Verden. Jeg har strikket den i et lidt tyndere garn – Deco Tweed fra Hjertegarn (uld/acryl/viscose), og den er blevet lige i det mindste. Jeg havde faktisk lidt problemer med omregningen. De første to forsøg var alt for store, så der er trevlet op og begyndt forfra et par gange. Nu er den næsten færdig, der mangler kun montering og vask, så er den klar. Og mon ikke den bliver lidt større efter vask, jeg håber det.

Jeg plejer ikke gå med vest, så jeg er lidt spændt på om jeg kommer til at bruge den.

torsdag 9. april 2009 | 13:10 | Skrevet af Helle | Strik og hækling, Øjebliksbilleder | | 1 Kommentar

Det er en ommer ….

For et stykke tid siden strikkede jeg en trøje til min datter. Den blev ikke helt som ønsket. Der var meget specifikke krav som skulle opfyldes. Jeg var nu heller ikke selv tilfreds, så den blev med meget besvær trevlet op igen. Nu er der strikket en ny udgave af trøjen til hende, men det har også kostet blod, sved og tårer.

Den er endt okay, synes jeg, men den har også været trevlet op flere gange. Så var længden ikke ok, så var kraven ikke ok, så var den for vid. Nu er den godkendt, og den må være som den er, selvom indtagningerne på ryggen ikke sidder helt som de skal. Det er hun ligeglad med, så det er mest mig, der kan se det. Den er ikke er strikket på så tykke pinde som første gang.

 

julies-troeje-forfra

julies-troeje-bagfra

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opskriften kan jeg ikke give, da det er flere modeller sammensat og datterens egne ønsker i en kombination. Den er strikket i Drops Eskimo, på pinde 8 og den er dejlig blød og varm. Hun er tilfreds og så er jeg også.

lørdag 21. marts 2009 | 08:26 | Skrevet af Helle | 12 projekter, Strik og hækling | | Endnu ingen kommentarer

Nyt værktøj

Jeg fik en pakke i forgårs, og den er allerede taget i brug. Nye strikkepinde fra Knitpicks, som jeg i sidste uge bestilte hos GetKnitted i England.

 

knitpicks

 

Jeg kan mærke, at de er et hit. De er så skønne at strikke med, strikketøjet glider som en drøm på de meget glatte pinde. Men det absolut bedste ved strikkepindene er den meget bløde wire. Det er en fornøjelse, at den er så blød, at jeg kan vende og dreje strikketøjet uden en stiv wire, der gør modstand. I sættet er der strikkepinde fra størrelse 3½ til 8, samt 4 forskellige længder wire. Jeg købte udover sættet pinde i størrelse 10, samt en ekstra wire. Det må være nok indtil videre, ellers kan der jo altid suppleres op.

torsdag 19. februar 2009 | 10:31 | Skrevet af Helle | Strik og hækling | | 4 Kommentarer