Archive for the ‘Mavefryd’ Category
Julelækkerier
For et par uger siden lavede datteren og jeg konfekt. Sammen med mormor har vi en tradition, for at lave konfekt sammen. Det hører sig til, og ifølge datteren kan det ikke blive jul hvis vi ikke har lavet konfekt. Et år blev mormor og jeg enige om at droppe det, og det er stadig ikke tilgivet. Det tager det meste af en dag, for vi laver meget, som i rigtig meget. Mange små stykker konfekt, æltet med forskellig spiritus, måske lidt nougat indeni eller en nød af en eller anden slags. Og som prikken over I’et – pyntet med chokolade – mørk, lys og måske lidt hvid, nøddeflager eller andet pynt.
I år var mormor forhindret, så det var kun datteren og jeg. Vi hyggede igennem, med alskens dejlige sager og nu er der konfekt langt ud over det rimelige. Vi løber helt sikkert ikke tørt, og så kan der også blive en æske til farmor.
Juledufte
I går da jeg kom hjem fra arbejde, var der en dejlig duft i hele huset. Datteren var igang med at bage småkager. Vi plejer at bage to slags småkager til jul, Ingenting og vanillekranse. Ingenting er egentlig en sønderjysk småkage og hvordan opskriften er kommet til min familie, har jeg ingen anelse om. Der er, så vidt jeg ved ingen i min familie, der stammer fra Sønderjylland, men småkagen har ihvertfald været en fast del af min jul, så længe jeg husker. Det er en marengssmåkage, sød og sprød, og derfor også en helt sikker favorit hos børnene i familien.
Jeg plejer ikke at bage brunkager, og da jeg var igang med dem kunne jeg pludselig godt huske hvorfor. Det er næsten umuligt at skære dem ud, uden at de går i tusind stykker. Men for et par uger siden var vi på besøg hos min tante og onkel, og der fik vi de mest fantastiske brunkager, så det fik jeg altså også lyst til at bage i år.
Så nu mangler vi kun Madam Mangors vanillekranse, som især sønnen ikke mener kan undværes i julen. Dejen er lagt, men måske bliver de først bagt i morgen.
Lige nu er der tid til julekalender og hygge.
Mandagsstart
Jeg er på benene igen – og idag har jeg været på arbejde. Dog kun en halv dag, jeg er stadig ret træt og hoster temmelig meget.
Tidligere lavede jeg altid madplan for den kommende uge, men i den seneste tid synes jeg ikke rigtig, at jeg har haft tid. Egentlig er det noget pjat, for det tager ikke meget mere end en halv time at lave madplanen. Og den tid er sparet flere gange i løbet af ugen. Jeg behøver ikke hver morgen at overveje, hvad vi skal spise til aften, og jeg kan nøjes med at handle to gange om ugen. Mens jeg har været syg herhjemme, har jeg haft masser af tid til at lave madplan, og ungerne glæder sig vist til at få noget mor-mad igen.
I denne uge står menuen på :
Forloren hare
Kalkun i paprikasauce
Ostegratinerede koteletter
Indbagt laks i lime/fløde spinat
Kartoffellasagne
Cremet jordskokkesuppe med ristet bacon
Når vi laver madplan er det lettere at få sund og afvekslende mad. Det er f.eks. ikke altid, at vi husker at få fisk, men når madplanen er lavet indgår det mindst en gang om ugen. Indimellem synes jeg, at jeg mangler inspiration til nye retter, man kører ofte med de samme retter igen og igen.
Laver du madplan og hvor får du inspiration fra?
Fodboldmenu
Jeg har hørt at menuen, når der er landskamp, helst skal være hotdogs, men det er jeg nu ikke helt enig i. Det var ihvertfald ikke menuen herhjemme igår, da der var fodboldaften med landskamp. Istedet sammensatte jeg en menu med ovnkartofler, ditto grønsager og svinemørbrad. Det blev meget lækkert, synes jeg.
Jeg brugte hvad der var i grønsagsskuffen og det var …
½ blomkål
ca. 10 stk rosenkål
2 stk. gulerod
1 stk pastinak
1 rød peberfrugt
1 gul peberfrugt
Alt blev skåret i mindre stykker, og dryppet med olie, en lille smule flydende honning og krydret med orangepeber, salt og peber.
Kommes i ovnen ca. 10-15 minutter, mens mørbradene brunes på panden.
Kartoflerne skrælles og skæres i skiver. Der hældes en blanding af mælk og fløde ved og krydres med salt og peber. Tilsidst drysses lidt soltørrede tomater i tern over. Sættes i ovnen til grønsagerne.
1 pakke bacon i tern steges på panden, tages af, og derefter brunes mørbraden på panden, og krydres med salt og peber. Lægges derefter ovenpå grønsagerne, og der drysses med det stegte bacon og revet ost.
Sættes ind i ovnen igen, og får omkring 20-30 minutter.
Store bagedag
Det går fint med forberedelserne til festen, og jeg synes, at vi er rigtig godt med. Der mangler selvfølgelig stadig nogle ting. Det meste af maden er bestilt udefra, men dessert og lidt lækkert til kaffen står jeg selv for. Nu er der bagt kransekage og de er lagt i fryseren, så bliver de nemlig bedst. Lørdag skal der bages Nougattern. Sønnen er nemlig ikke så vild med kransekage, og der skal selvfølgelig også være noget han kan li’.

Jeg har brugt 2 kg. kransekagemasse, som er rørt med 15 pasteuriserede æggehvider og 500 gr. sukker. Sprøjtet ud til små kager og pyntet med hasselnødder, valnødder og cocktailbær. Ialt er der vel blevet omkring 3 kilo kransekagekonfekt, så mon ikke, at der er nok. Sønnen er ikke så vild med kransekage, så jeg skal også lige bage Nougattern. Det bliver lørdag.
I morgen skal teltet sættes op, der skal svinges med spand og kost i huset, og så det sidste skal vist handles ind. Så er der ro på til lørdag, hvor vi skal til alt det sjove med borddækning og pyntning osv.
Kræmmerhuse
Jeg skal bage kransekage til den forestående konfirmation og jeg skal bruge små alu-kræmmerhuse til kransekage, men hvor findes de. Til jul kan man købe dem i mange butikker, men nu kan jeg ikke finde dem nogen steder. Jeg har været i stort set alle butikker i byen, og det ser ud til at kræmmerhusene er udryddet fra jordens overflade.
Er der nogen derude, der ved hvor de kan købes?
Pigetamtam med tapas
Jeg var jo til pigekomsammen med mine kolleger den anden dag. Der skulle hygges og snakkes, og vi skulle have lidt drinks og lidt lækkert at spise. Vi fik tapas og hold da fest hvor var det godt. Vi blev fuldstændig proppet med gode sager, oliventapenade, soltørret tomattapenade, humus, lufttørret skinke, ja der var alskens lækkerier. Vi fik det fra Dahls Deli på Østerbro - http://www.restaurant-dahl.dk/delimenu.htm, så vi skulle ikke engang selv lave det.
Maddag
Her i huset er det næsten altid mig, der laver mad. Nu har jeg krævet, at ungerne og manden tager hver sin dag, hvor de står for menuen.
Sønnen synes, det er helt fint. Han har hjemkundskab i skolen og han er ret interesseret i at lave mad. Datteren og manden er vist ikke så begejstrede, men det er bare synd.
I dag skulle sønnen lave madpandekager med oksekødsfyld, som helt klart er en af favoritopskrifterne. Vi lavede dobbelt portion af oksekødsfyldet, så kommer halvdelen i fryseren og der er til en nem aftensmad.
I får opskriften her:
Madpandekager med oksekødsfyld
500 gr. hakket oksekød
lidt fintsnittet hvidkål
lidt champignon i skiver
1 stort grofthakket løg
2 fed hvidløg
½ revet squash
1 finthakket rød peber
BBQ krydderi
salt og peber
revet ost
Svits kødet i lidt olie, og tilsæt løg og hvidløg og lad det svitse med. Tilsæt hvidkål, når det er svitset godt igennem tilsættes squash og rød peber. Rist champignon på en pande og tilsæt. Krydr med BBQ, salt og peber.
Kom fyld på pandekagerne (vi bruger ofte de købte), rul dem og læg dem i et ildfast fad. Drys med revet ost.
Stil det i ovnen til osten er smeltet og gylden.
Server med en salat til
blandede spæde salatblade
forskellige små tomater i halve
½ agurk i små tern
lidt emmenthaler i små tern
Det var en dejlig middag. Sidegevinsten var, at sønnen og jeg fik en rigtig god snak, mens vi lavede lavede mad.
Sushi
Min datter og jeg elsker sushi. I weekenden skulle vi prøve selv at lave Maki. Vi købte ind, Føtex har et ret godt sortiment, og der findes endda begynder-pakker. Lørdag var jeg ved fiskehandleren og købe frisk fisk – tun, laks og krabbe.
Det var faktisk ret nemt, og vi syntes, at det smagte super. Det var første gang datterens kæreste skulle spise sushi, og han kunne lide det. Sønnen spiste også nogle stykker, selvom han bedst kan lide Nigiri med rejer. Selv manden skulle smage, det blev nu kun til en enkelt, han er ikke vild med sushi.
Lækkermad
Det er første gang jeg laver denne ret, og den skal ihvertfald kategoriseres som en favoritret. Vi er glade for kylling, og det er altid skønt at prøve nye opskrifter. Desværre fik jeg ikke taget billeder, men det skal jeg nok gøre næste gang jeg laver den.
Kyllingefad med bacon, ost og grønsager
4 kyllingefileter
250 gr. champignon i kvarte
1 bdt. grønne asparges i 2 cm lange stykker
1 bdt. forårsløg i 2 cm lange stykker
1 pk. bacon i tern
1 bk. frisk spinat
1 fl. Cremefine
½ pk. Cheasy friskost med løg og urter
10 cocktail tomater
salt og peber
Svits kyllingestykkerne i lidt olie og hæld dem i et ovnfast fad. Svits bacon til det er sprødt og gyldent og hæld det over kyllingen Svits derefter champignon og hæld det i et fadet. Knæk det nederste af de friske asparges og skær dem i 2 cm lange stykker sammen med forårsløg og svits det på panden, hæld det i fadet. Krydr med salt og peber. Skær cocktailpølser i halve og fordel dem ovenpå grønsagerne. Kom den friske spinat på panden med det vand der hænger ved og svits det, til det falder sammen. Krydr med salt og peber, og hæld derefter Cremefine og Pikantost ved. Rør rundt til osten er smeltet og hæld det derefter over grønsagerne. Sæt fadet i oven i ca. 15 min. Server med pasta eller ris.







