Weekendstart
Weekenden blev skudt igang på sundeste vis i går. Datteren og jeg var i motionscenteret, og da vi kom ud derfra, var der ikke den store motivation til at skulle hjem og lave aftensmad.
Så var det så som så med det sunde. Det blev hurtigt bestemt at køre omkring Dahls Deli på Østerbro. Julie ville gerne smage deres Tapas. Det var desværre ikke dagens bedste beslutning, skulle det vise sig. Det var sådan set kun mig, der var vild maden. Anyway – alle blev mætte eller i hvertfald næsten mætte.
Vi skulle naturligvis se finalen i Talent 09, som ungerne gerne ville se. Faderen blev aftvunget løfte om, at han ikke skulle ødelægge fornøjelsen med stupide kommentarer. Alle havde hver deres favorit, men jeg kan afsløre, at sønnen vandt den lille interne konkurrence.
Så var stuen iøvrigt udlejet resten af aftenen, idet datterens studiekammerater kom og overtog sofa og ikke mindst Wii’en. Så resten af aftenen kunne vi fra de tilstødende rum, høre grin og glade stemmer. Skønt når studier kan kombineres med en sjov aften. Og hvor er det dejligt når de unge mennesker kommer i hinandens hjem og har det sjovt og hyggeligt sammen. Det hele behøver ikke nødvendigvis foregå i Jomfru Ane gade, selvom det naturligvis hører med når man er ung.
Før tordenvejret
Idag tog manden og jeg cyklerne og kørte i Friluftsbadet. Jeg kommer der ikke så ofte selvom vi bor så tæt på, og det er egentlig synd. Det er en dejlig oase i Aalborgs vestby, og når vejret er godt, er der fyldt med mennesker. I min ungdom har jeg tilbragt mange solrige dage med vennerne i “frilleren”, som vi kaldte det dengang. Vi tog knallerterne og dem på cykler, hang på, og så kørte fra vi fra Aalborg øst til den anden ende af byen og tilbragte lange, dovne dage der. Drengene konkurrerede om at hoppe fra vipperne, eller svømme tværs over fjorden til Egholm, mens vi piger kiggede beundrende på.
Jeg tror såmænd ,at det er det samme idag. Min datter fortalte om, hvordan fordelingen af folk er i friluftsbadet. På den ene side ligger børnefamilierne, på den ande side dem der ikke bader, og ved vipperne ligger de unge. Det er sjovt at høre hende fortælle. Jeg mindes, at sådan var det da vist også, da vi var unge. I dag tænker vi ikke så meget over hvor vi ligger os. Men dengang var det utænkeligt, at man lå på den side hvor børnefamilierne lå, der var kun et sted man kunne ligge i den alder, og det var naturligvis på skråningen over ved vipperne og det dybe bassin.
Idag var der ikke mange mennesker i friluftsbadet, selvom vejret var dejligt. Jeg elsker at sidde, og se på mennesker omkring mig. Især børnene er pragtfulde, der lød høje hvin når man skulle i vandet første gang, glade grin, lidt panik fordi isen smelter for hurtigt i varmen. Forældre der sidder og holder øje med poderne som boltrer sig i vandet. Så kom datteren og faren blev lokket med i vandet. 20 grader var vandet og det er da helt godt.
Det er lummervarmt og parasollen har været fremme. Nu venter vi på skraldet, det må da komme. Der bliver mørkere og mørkere, men ingen regn endnu.
Dejlige maj
De fleste synes vist, at maj er en pragtfuld måned. Det er forår, og træer og buske springer ud. De dejlige, lange sommeraftner som venter lige om hjørnet. Hos os er det den skønneste måned i hele året.
Begge vores børn er født i maj, så der er grund til fest.

I år er vi dog enige om at der “kun” bliver holdt en fælles fødselsdag, for konfirmationen venter jo lige om hjørnet, og så skal vi jo alle ses igen. I går var huset fyldt af glade stemmer og fødselsdagssang, og det var dejligt. Ungerne elsker familie-sammenkomster, og når nogen ikke er med, er de savnet.
Der var købt ind i rigelige mænger – og mor kom heldigvis “for tidligt”, så hun blev sat i sving med bollerne. Kagemanden havde datteren med hjem fra bageren, hvor hun havde jobbet om morgenen og manden stod for kød og pølser ved grillen. Selvom vejret ikke rigtigt kunne bestemme sig, var der indimellem dejligt på terrassen. Der blev snakket og hygget, og vi havde en skøn dag.


Fødselsdagsgaverne fra mor og far var spil til Wii’en. Der var næsten kamp om at komme til at lege – nu kan der køres MarioKart og der kan trænes og stås på ski – og jeg skal komme efter dig. Hold da fest, hvor vi morede os – og spørg lige om vi kommer til at bruge meget god tid med den der Wii
Påskens budskab
Jeg holder meget af at komme i kirke, ikke fordi jeg ser mig selv som specielt kristen, men det giver mig en ro at sidde i kirkerummet og lytte til præstens ord. Jeg holder meget af at synge, og det er der jo rig mulighed for i kirken. Lige nu, hvor jeg har en søn der skal konfirmeres, er det naturligt nok at komme i kirken. Der er mange arrangementer hvor forældrene også forventes at deltage. Idag var sådan en anledning, sønnen og hans kammerater skulle nemlig stå for gudstjenesten.

Jeg er meget glad for vores præst, og han har et rigtig godt forhold til de unge. Han har flere traditioner i forbindelse med konfirmationsforberedelserne. Blandt andet skal konfirmanderne selv stå for en gudstjeneste, for at lære hvordan en gudstjeneste er sat sammen. De forestår selv alle de kirkelige handlinger, og det er fantastisk at se, hvordan de går op i det. Derudover er de på konfirmandlejr, sammen med præsten og menighedsrådet. De er sammen en weekend i en hytte i Dokkedal, og slutter af med gudstjeneste søndag og efterfølgende middag i sognesalen.
Jeg ved ikke, hvordan det er i andre kirker, men jeg synes, at der bliver gjort et stort arbejde med konfirmanderne i vores kirke. Og jeg tror egentlig, at de unge synes at det er dejligt. Selvom de er noget generte i den alder, er det alligevel dejligt med opmærksomhed.
Wii-rkelig god gave
Julemanden kom med en super julegave til vores familie i år. Han havde nemlig fået nøjagtig samme ide som mig
, at familien skulle have en Nintendo Wii. Det er jo ikke en almindelig spillekonsol, hvor man sidder stille i sofaen og spille diverse spil, her skal man jo bevæge sig for at spille.
Der fulgte hele 3 ekstra remotes med og 1 ekstra nunchuck, så vi kan spille alle 4. Det er helt vildt sjovt. Nicklas var helt vildt god til boksning, og Julie var ret god til bowling.

1. juledag var der heldigvis ingen planer, så der blev spillet igennem hele dagen. Indimellem så vi en dejlig julefilm og fik småkager og lækkert konfekt. En dejlig tur langs fjorden var der også tid til. En super dag, hvor vi kun var os selv, og kunne gøre helt som vi ville.


