Christmas Night
Nu er det snart jul.
I går var der Christmas Night i Aalborg. Der var åbning af det store julemarked på Gammeltorv, og butikkerne havde åbent til kl. 22. Det er en dejlig tradition at starte juleforberedelserne med en tur på julemarkedet. I år var manden ikke hjemme, men ungerne og jeg ville en tur derind.
Der er hyggelige små boder, som sælger alt mellem himmel og jord. Der er karrusel for børnene, og i år står det store pariserjul også på torvet lige ved siden af den smukke Budolfi Kirke. Der sælges juletræer og dekorationer, og spegepølser og alt muligt andet. Det oser af jul, og det ligger på den smukkeste plads i Aalborg, med det gamle rådhus som kulisse.
Det var rigtig dejligt vejr, og bortset fra lidt støvregn var det perfekt. Vi var rundt i butikker, vi købte ikke noget, men måske kom der et par ideer til julegaver. Det var super hyggeligt, og så vi fik årets første churros, uhmmm …
Hvor er jeg dum …
Forleden havde jeg booket mig på et træningshold i mit motionscenter. Jeg skal jo igang med min faste træning igen, så jeg tilmeldte mig “Weight for Weenies”, som er vægtløftning på hold.
Så ringede blodbanken og spurgte om jeg ikke lige kunne komme forbi, og det kunne jeg selvfølgelig godt. Jeg har en blodtype, som de er meget glade for derinde, så det sker ofte, at de ringer og beder mig komme. Denne gang skulle blodprocenten lige tjekkes inden tapning, da den havde været lidt lav sidste gang. Men alt var ok, og de fik den halve liter.
Senere på dagen skulle jeg så til træning, og det var bestemt ikke for weenies. Det var superhårdt, og det er jo også længe siden sidst. Jeg blev så dårlig, at jeg måtte stoppe efter en halv time. Hvor var jeg dum, at jeg ikke havde tænkt på, at blodtapning med efterfølgende hård træning ikke er nogen god kombination. Jeg var simpelthen lige ved at besvime, så jeg måtte lige sidde med hovedet ned, og blive lidt frisk igen, inden turen gik hjem.
Til gengæld har jeg opdaget mine lårmuskler, hvis nogen skulle spørge. Og nu har jeg så er tilmeldt mig til holdet de næste tre uger, jeg er da nødt til at vise mig igen, efter den noget uheldige exit i onsdags
Nye forsyninger
Min datter har ønsket sig dejlig varm uldtrøje, så det har jeg lovet at strikke. Der er klare ønsker til modellen, og det er naturligvis ikke muligt at finde en model, der opfylder alle disse krav. Så efter at have gennemgået samtlige Garnstudios online modeller, er hun nået frem til 3 modeller som i en kombination opfylder hendes ønsker. Så jeg skal i gang med at komponere.
Den skal strikkes i den dejligt tykke uld - Eskimo, fra Drops (Garnstudio), og jeg var bare så heldig at finde det på tilbud hos Impaz garn.
Der blev købt lidt ekstra, så der også er til en trøje til mig selv, og måske lidt mere
Jeg er en copycat
Efter at jeg har set Liselotte’s klokkeblomst, fik jeg også lyst til at hækle en trøje. Jeg har hæklet meget, men altid kun mindre projekter, duge, løbere, sjaler, tæpper osv. Jeg har aldrig prøvet at hækle trøjer, så det skulle da prøves.
Den er hæklet i noget superblødt, sandfarvet strømpegarn. Jeg har hæklet bærestykket i halve stangmasker, og taget ud lidt hist og pist. Og så har jeg hæklet et mønster, som jeg engang har brugt som mellemstykke i en dækkeserviet. Jeg er i gang med sidste ærme og så skal der lige laves en pæn halskant. Jeg tror det bliver en rigtig vinder.
Færdig med halsvarmer
Netop som kulden for alvor tager fat, blev jeg færdig med min halsting – jeg ved ikke hvad sådan en hedder. Jeg synes, jeg kan huske at min mor kaldte det en halsfisk, selvom jeg ikke rigtig kan se hvad det har med fisk at gøre. Jeg havde flere af dem som barn, indtil jeg vist ikke syntes, at det var smart mere. Idag kan jeg godt se, at de faktisk var rigtig smarte til børn, fordi der ikke var risiko for at hænge i noget, som der er med et halstørklæde. Nu har jeg strikket en til mig selv, fordi det nogle gange er rart at slippe for tørklædet. Den er strikket i Deco Tweed fra Hjertegarn, som er et blandingsgarn uld/acryl, meget lyslilla med nister og så er den strikket i brombærmønster, som jeg synes er rigtig flot.
Jeg har forsøgt at tage et billede, men der er altså ikke så nemt ….
Doven eller ….
Jeg synes egentlig ikke selv, at jeg er doven, ihvertfald ikke så tit
Men jeg får ikke skrevet alle de indlæg, som jeg gerne vil på bloggen. En travl hverdag, med arbejde, børn, mand, hus og hund – jeg når simpelthen ikke det hele, og bloggen lider sommetider under det.
Nu ligger der heldigvis en dejlig ubrugt weekend foran os, og jeg har endnu ikke helt besluttet hvordan den skal bruges.
Sønnen og jeg plejer at gå i motionscenteret en gang om ugen. Desværre har det ligget lidt stille, på det sidste. Men igår kom vi igang igen. Herligt – der blev brugt næsten 1½ time i Haraldslund. Tror I jeg bliver øm idag :-
I det hele taget har jeg ikke fået taget mig sammen til regelmæssig motion i lang tid, men nu skal jeg igang igen. Jeg er tilmeldt motionscenteret på arbejdet, og der vil jeg igang med noget holdtræning og så vil jeg igang med at løbe igen. Intentionerne er gode nok, nu må jeg tage mig selv i nakken ….
Liv og legeme af Elsebeth Egholm
Endelig fik jeg mig taget sammen til at få skrevet indlægget, om den seneste bog jeg har læst, og jeg må sige at hun gjort det igen.
Elsebeth Egholms 5. bog om journalisten Dicte Svendsen. Der bliver fundet et lig af en ung kvinde ved stadion i Århus. Den unge kvinde er maltrakteret på uhyggelig vis, og eneste spor er et støvleklædt ben i buskene bag liget, som en pige har optaget på sin mobiltelefon.
Er manden med støvlerne den samme, som støver kvinder op på i byen, for at have sadomasochistiske forhold til dem. Eller er der tale om et politisk motiveret mord, som ligner andre mord der er sket i Europa.
Dicte bliver kontaktet af en fængselsindsat mand, som hævder at han har informationer om sagen, men hvad er det, han vil have i bytte for sin viden.
Jeg er vild med Elsebeth Egholm, jeg synes hun skriver fantastisk. Jeg var opslugt af bogen fra først til sidst. En nervepirrende krimi, hvor man hele tiden prøver, at gætte hvem morderen er. Bogen får mine største anbefalinger.
Pigetamtam med tapas
Jeg var jo til pigekomsammen med mine kolleger den anden dag. Der skulle hygges og snakkes, og vi skulle have lidt drinks og lidt lækkert at spise. Vi fik tapas og hold da fest hvor var det godt. Vi blev fuldstændig proppet med gode sager, oliventapenade, soltørret tomattapenade, humus, lufttørret skinke, ja der var alskens lækkerier. Vi fik det fra Dahls Deli på Østerbro - http://www.restaurant-dahl.dk/delimenu.htm, så vi skulle ikke engang selv lave det.
Fuld skrue
Ugen er gået for fuld skrue, der har været travlt både på arbejdet og herhjemme. Forældresamtale på skolen og andre aftaler har fyldt ugen. I går skulle jeg være sammen med en masse dejlige kolleger. Der skulle hygges med Tapas og drinks, så det var ind ad døren, klæde om og afsted igen. Nu sidder jeg med en kop kaffe og et lidt tungt hoved, og forsøger at gøre mig klar til morgenens bad. Forhåbentlig kan det være med til at gøre mig lidt friskere, så jeg kan komme igang med dagens opgaver.
Maddag
Her i huset er det næsten altid mig, der laver mad. Nu har jeg krævet, at ungerne og manden tager hver sin dag, hvor de står for menuen.
Sønnen synes, det er helt fint. Han har hjemkundskab i skolen og han er ret interesseret i at lave mad. Datteren og manden er vist ikke så begejstrede, men det er bare synd.
I dag skulle sønnen lave madpandekager med oksekødsfyld, som helt klart er en af favoritopskrifterne. Vi lavede dobbelt portion af oksekødsfyldet, så kommer halvdelen i fryseren og der er til en nem aftensmad.
I får opskriften her:
Madpandekager med oksekødsfyld
500 gr. hakket oksekød
lidt fintsnittet hvidkål
lidt champignon i skiver
1 stort grofthakket løg
2 fed hvidløg
½ revet squash
1 finthakket rød peber
BBQ krydderi
salt og peber
revet ost
Svits kødet i lidt olie, og tilsæt løg og hvidløg og lad det svitse med. Tilsæt hvidkål, når det er svitset godt igennem tilsættes squash og rød peber. Rist champignon på en pande og tilsæt. Krydr med BBQ, salt og peber.
Kom fyld på pandekagerne (vi bruger ofte de købte), rul dem og læg dem i et ildfast fad. Drys med revet ost.
Stil det i ovnen til osten er smeltet og gylden.
Server med en salat til
blandede spæde salatblade
forskellige små tomater i halve
½ agurk i små tern
lidt emmenthaler i små tern
Det var en dejlig middag. Sidegevinsten var, at sønnen og jeg fik en rigtig god snak, mens vi lavede lavede mad.








