Endelig færdig
med February Lady Sweater. Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det før. Men det der med montering, det er altså ikke det, jeg synes er fedest. Men nu har jeg endelig fået købt knapper og syet dem i, og FLS’en er vasket og tørret. Den er blevet akkurat så lækker som jeg forventede. Jeg har strikket den i noget kraftigt silkegarn, købt på udsalg engang. Jeg tror den løber op i den nette sum af ca. 50 kr. Så det er jo alletiders – lækker trøje til næsten ingen penge.
Sommerdag på terrassen
Det har været dejligt vejr idag, og den er tilbragt på terrassen med strikketøj i hænderne og en lydbog i ørerne. Jeg har fundet en måde, hvor jeg både kan “læse” bøger og strikke på samme tid. Tidligere var det næsten umuligt at låne lydbøger, fordi der altid var en alenlang kø på de få eksemplarer som bibliotekerne indkøber. Men nu er www.netlydbog.dk kommet. Her kan man downloade en netlydbog på sin computer, og så har man adgang til den i en måned. Der er aldrig kø, og efterhånden er udvalget ved at være pænt stort.
I dag begyndte jeg på “Kineseren” af Henning Mankell, en ret ny bog som der er flere måneders ventetid på, både som lydbog og almindelig bog. Det kan anbefales.
Ild i haven

havde vi igår, altså kontrolleret ild. Alle drengene syntes, at det var fedt med bål, også selvom mor ikke gad lave snobrød. De fik sodavand og slik istedet, og jeg tror, at de hyggede sig gevaldigt.
Det var en skøn, stjerneklar aften og med et rigtig godt bål at varme sig ved, kunne man faktisk sidde ude meget længe uden at fryse. De mindste blev dog lagt i seng i nogenlunde ordentlig tid, men de “største” sad der stadig, da jeg gik i seng.
Friluftsbadet
I dag har vi passet min søsters to drenge. Sønnen og de synes altid, at det er super hyggeligt når det sker. Og de er vældig gode sammen, de hygger sig altid og jer har faktisk aldrig hørt dem være på kant med hinanden.

I eftermiddag var de enige om, at de gerne ville i Friluftsbadet. Det er jo nok en af de sidste muligheder for badning i år. Og Friluftsbadet er altså super for knægte i den alder. Så vi satte næsen mod “Frilleren”. Den mindste er en rigtig vandhund, og han var i vandet næsten inden vi nåede ind. De to andre var lidt mere ”pivede”, og det varede en rum tid inden de kom i. Men i kom de da tilsidst, og så var de da næsten ikke til at få op igen. Selvom der forinden var talt meget om 10 mtr. vippen, var det dog som om lysten forsvandt, da vi var der – heldigvis siger jeg.
Der var andre end os, der havde fået lyst til vand, på sådan en skøn sensommerdag. Ikke så mange som på solrig sommerdag, men alligevel.
Jeg elskede Friluftsbadet, da jeg var ung. Selvom vi boede i den anden ende af byen, tog vi cykler og knallerter og kørte derud flere gange hver sommer. Nogle gange var vi næsten ikke til at smide ud, jo det er dejlige minder der knytter sig til dette sted. Og nu er vi jo så heldige at vi næsten bor lige ved siden af, så det benytter vi os meget af.
Travl lørdag
Manden skulle hjælpe med at klippe hæk hos mor og far idag, sønnen skulle spille fodbold, datteren sover længe efter “sut”-fest for 1. g’erne i går, så der var tid til, at jeg kunne komme til byen. Og inden kl. 13, hvor butikkerne lukker, butiksfolket skal jo også holde weekend – endnu da. Der skulle købes fisk til hjemmelavet sushi og jeg skulle have en ny stempel-kaffekande, som var en forsinket fødselsdagsgave.
Der var mange mennesker i byen, der nød den dejlige sommerdag. Måske er jeg født uden shoppegen. Ihvertfald synes jeg ikke, at det er vildt fedt når der er så mange mennesker når jeg skal handle. Så det var bare lige ind til fiskehandleren og isenkræmmeren, og så hjem igen.
Sidste sommer-weekend
begynder om et øjeblik. Nu kan jeg nemlig snart tage hul på en skøn sensommer weekend. Der er lovet sommervejr af profeterne. Det starter smukt med sol og dejlig blå himmel, jeg er klar. Weekenden skal nydes ude, tror jeg, og den starter med min mors fødselsdag idag.
Hun har inviteret og vi glæder os til en sidste sommeraften i kolonihaven. Der skal købes gave og jeg tror, det skal være et strikkekit. Jeg skal lige inden om min lokale garnshop, når jeg har fri. Jeg tror, hun vil elske noget nyt imellem fingrene, efter at hun har strikket strømper i massevis. Der er vist mindst røget 50 par igennem hendes fingre den sidste tid, til stor glæde for børnebørnene, når der bliver køligere tider.
yes yes yeeeessssss
Vi vandt – AaB er videre i Champions League. To mål af Kasper Riisgård. Jeg har set kampen på tv, og det var godt nok ikke den bedste fodboldkamp jeg har set, men pyt med det – vi vandt og det er det vigtigste. FBK Kaunas fik to mand smidt ud efter et decideret spark over benet til Thomas Enevoldsen og en vanvittig tackling af Michael Jakobsen.
Tillykke til AaB
Lækkermad
Det er første gang jeg laver denne ret, og den skal ihvertfald kategoriseres som en favoritret. Vi er glade for kylling, og det er altid skønt at prøve nye opskrifter. Desværre fik jeg ikke taget billeder, men det skal jeg nok gøre næste gang jeg laver den.
Kyllingefad med bacon, ost og grønsager
4 kyllingefileter
250 gr. champignon i kvarte
1 bdt. grønne asparges i 2 cm lange stykker
1 bdt. forårsløg i 2 cm lange stykker
1 pk. bacon i tern
1 bk. frisk spinat
1 fl. Cremefine
½ pk. Cheasy friskost med løg og urter
10 cocktail tomater
salt og peber
Svits kyllingestykkerne i lidt olie og hæld dem i et ovnfast fad. Svits bacon til det er sprødt og gyldent og hæld det over kyllingen Svits derefter champignon og hæld det i et fadet. Knæk det nederste af de friske asparges og skær dem i 2 cm lange stykker sammen med forårsløg og svits det på panden, hæld det i fadet. Krydr med salt og peber. Skær cocktailpølser i halve og fordel dem ovenpå grønsagerne. Kom den friske spinat på panden med det vand der hænger ved og svits det, til det falder sammen. Krydr med salt og peber, og hæld derefter Cremefine og Pikantost ved. Rør rundt til osten er smeltet og hæld det derefter over grønsagerne. Sæt fadet i oven i ca. 15 min. Server med pasta eller ris.
Tænk dig rask
Der er mennesker, der mener at man kan tænke sig rask. Det gad jeg godt lære lidt mere om.
Igår var en rigtig møgdag, jeg arbejdede hjemme og det var da godt, skulle det vise sig. For vi var da ikke nået ret langt hen ad dagen, før jeg blev overmandet af et migræneanfald. Heldigvis var jeg jo hjemme, så jeg skiftedes til at arbejde lidt og hvile lidt.
I dag har jeg vovet mig på arbejde, selvom den stadig sidder og lurer – migrænen. Jeg er altså træt af det, måske kan jeg tænke det væk, hvis jeg prøver. Jeg prøver ….
Skønne august
August måned plejer altid at være en skøn sommermåned. Men det er som om det ikke gælder i år, og så har vi her heroppe nordpå vist endda været lidt heldigere end andre.
I dag har vi vist været ualmindeligt heldige, der blev snakket om regn i eftermiddag, men den kom heldigvis ikke. Istedet har vi nydt en dejlig sensommerdag. Monty og jeg gik til fjorden i morges, og der var skønt. At sidde lidt på stenene og se på vandet og livet på fjorden, så bliver det næsten ikke bedre.

Monty elsker at komme til fjorden, og selvom han ikke kan lide at bade, vover han sig indimellem ned på stenene. Man kan da altid lige snuse lidt og måske dyppe poterne.





